Du har sikkert prøvet det: Du har set en jakke, et par bukser eller en skjorte, som er lige dig!
Du kommer ind i butikken, prøver tøjet - men ak! Du kan godt se, at det slet ikke klæder dig (uanset hvad ekspedienten siger).
For at give dig nogle tips til, hvordan du finder ud af, hvilke tøjsnit der klæder netop dig, giver jeg dig lige en kort oversigt over de 4 kropstyper.
Men husk: Vi er alle sammen forskellige, og du passer sikkert ikke 100% ind i de hér skabeloner.
Brug dem som en rettesnor, og vær ikke bange for at prøve nye ting af.
Trekantet kropsform
Hvis du har trekantet kropsform, så er dine skuldre lidt bredere end dine hofter og du er af almindelig bygning.
Denne kropsform er typisk dén, det meste tøj er syet efter. Så du er heldig: Du vil kunne passe det meste stangtøj.
Gode snit til trekantet kropsform:
- figursyet / slim fit fremhæver din maskuline kropsform
Undgå:
- for stort tøj uden form
Firkantet kropsform
Har du firkantet kropsform, er du karakteriseret ved at dine skuldre og hofter er ca. lige brede. Måske er du også relativt høj og slank.
Gode snit til firkantet kropsform:
- v-udskæringer, skulderpuder og skjorter gør dine skuldre visuelt bredere
Undgå:
- for stort og firkantet tøj uden form
Omvendt trekant
Er du bredest over hofterne og har forholdsvis smalle skuldre, er du omvendt trekant. For at udligne forskellen mellem hofter og skuldre kan du med fordel vælge overdele, der trækker blikket op.
Gode snit til omvendt trekant:
- skulderpuder og dybe v-udskæringer
- bukser i lige snit
- overdel og underdel i samme farveholdning
- overdele i let/løs pasform
Undgå:
- bælter
- tætsiddende bukser
Buttet kropsform
Har du buttet kropsform, gælder det om at give visuelt indtryk af en harmonisk kropsform.
Gode snit til buttet kropsform:
- løsere bukser i lige snit
- skulderpuder og v-udskæringer
Undgå:
- tætsiddende bukser
- bælter
Er du meget høj?
Som høj mand kan du få brug for at få skræddersyet dit tøj - eller i hvert fald syet det til, så det passer. Ofte er det nemlig sådan, at tøjet bliver større, hvis du ønsker mere længde.
Vandrette linjer som f.eks. bælter i en markant anden farve eller stribede overdele gør dig visuelt kortere.
Opsmøg på bukserne eller stumpebukser får dine ben til at virke kortere (undgå dog dette, hvis du bærer jakkesæt).
Undgå alt for løst tøj, som vil få dig til at se mere spinkel ud.
Er du ikke så høj?
Ønsker du at give indtryk af at være højere, end du er, så er det en god idé at holde overdel og underdel i samme farvenuance. Du kan evt. vælge at trække blikket op mod dit ansigt med en flot frisure, halssmykke, butterfly/tørklæde eller tynde slips.
Undgå vandrette linjer som iøjenfaldende bælter eller stribede overdele, med mindre du udligner det ved at vælge en jakke eller vest, som du ikke lukker.