
Træt af dit sorte look? Sådan bliver du bedre til farver
Har du også lidt svært ved at bruge farver?
Du har egentlig en plan om, at du gerne vil prøve at bruge lidt flere farver.
Men hver gang, du prøver at vælge noget med farve, ender du alligevel med det sikre sorte.
Kan du genkende noget hér? Og er du efterhånden lidt træt af dit sorte look?
Sådan kommer du i gang med at bruge flere farver, uden at det bliver for meget
Det vigtigste for dig, der gerne vil i gang med at bruge flere farver, er at starte forsigtigt op.
Ikke noget med at købe en multiprintet kjole eller en rød skjorte.
Det er alt for voldsomt, og du får sandsynligvis ikke brugt tøjet.
Til gengæld inkasserer du endnu et "nederlag", der fortæller dig, at du ikke kan gå med farver - og det skal du helst undgå!
3 tips til at komme i gang med farver
1. Start med farvede accessories
Prøv at bruge farvede accessories, f.eks. en taske, et par sko eller et tørklæde med farve. Start gerne med doucede farver, som er lidt mindre iøjenfaldende og blender lidt bedre med din sorte garderobe.
Fordelen er, at accessories kan du hurtigt tage af, hvis det bliver for meget.
Prøv f.eks. (mørke)blå, græsgrøn eller (lyse) gul. Èn farve giver den fordel, at du ikke skal tænke over, hvad du kombinerer den med - alt passer til sort.
2. Gør det til en vane
Sæt en regel for dig selv: At du altid skal have 1 printet eller farvet del på i dit outfit. Om det skal være en accessory eller et stykke tøj, kan du afgøre på dagen. Gør, hvad du har lyst og mod til den pågældende dag.
3. Vær tålmodig og giv dig selv tid
Jo flere dage, du har en printet eller farvet del på, des mere naturligt vil det føles. Så giv det en chance, giv dig selv tid og giv ikke op efter 1 eller 2 dage - hold ud minimum 1 uge, og læg så mærke til, hvordan du har det med farve:
Gør farver dig i bedre humør?
Giver det dig flere kombinationsmuligheder med det tøj, du allerede har?
Sætter det kant til din stil?
Lidt om farver og farvepsykologi
Som du nok allerede er klar over, har farver indvirkning på dit humør, dine omgivelser og dig selv. Der er altså flere gode grunde til at overveje at bruge flere farver til hverdag: Du kan simpelthen booste din dag med den rigtige farve 😉
Her er en oversigt over farver og deres positive egenskaber. Brug den som inspiration, prøv det og mærk efter, hvad farver gør ved netop dig!
GRØN Afslappende, harmoni, beroligende.
BLÅ Kommunikation, logik, effektivitet.
LILLA En spirituel farve, sandhed, magt.
RØD Ser ud til at være tættere på. Styrke, energi.
ORANGE Stimulerende, varme, glæde.
GUL Følelsernes farve, stimulerer selvtilliden.
HVID Renhed, enkelhed, sofistikeret.
GRÅ Balance, elegance, neutral.
SORT Sofistikeret, klassisk, glamour.
BRUN Jordens farve, tryghed, pålidelighed.
Har du fået lyst til at få flere farver ind i din garderobe?
Så lad mig hjælpe dig!
Book mig fx. til Garderobetjek eller en venindeaften og find ud af, hvilke farver og farvekombinationer, der er perfekt for dig.