Smart, bæredygtig og budgetvenlig garderobe - sådan gør du!
"Naahh, Gitte, der er da ikke noget, der hedder "mere tøj på mindre budget🤔" - jo, det er der da!
Men det handler ikke om, at du skal købe billigere tøj.
Eller at du (nødvendigvis) skal købe brugt tøj.
Eller stoppe med at købe tøj.
Selvom det også er helt ok.
Næh, det jeg foreslår dig, er at udnytte din garderobe bedre og shoppe smartere.
Sådan gør du:
1. Få overblik over din garderobe!
Hvis du er som langt de fleste, så er det ikke, fordi der MANGLER tøj i din garderobe.
Tvært imod!
Der er nok ca. 3-4 gange mere end dét, du rent faktisk bruger jævnligt.
Begynd derfor med at rydde alt dét ud, som du enten
- ikke kan passe
- er i stykker
- har mere end 3 éns af eller
- ikke har brugt det seneste år.
Sæt tid af til det!
Donér tøjet til genbrug eller secondhand, så andre får glæde af det.
2. Brug det tøj, du har!
Efter oprydningen vil du ikke længere have tøj hængende, du alligevel aldrig har på.
Til gengæld skal du nu til at bruge dit tøj noget mere!
Altså få gang i det tøj, du egentlig godt kan lide, men aldrig lige får brugt.
Måske fordi du har delt dit tøj op i "festtøj", "arbejdstøj", "fritidstøj" osv.
Tøjet er ikke født med en label, hvor der står, hvad det må bruges til. Alt tøj kan styles til alt.
Start f.eks. med at tage en "festtop" eller "festjakke" på til hverdag.
Det gør du meget nemt ved simpelthen at sætte den til dine hverdags jeans, kjole eller nederdel, sammen med de sko, du plejer at bruge.
Så det eneste, du egentlig gør, er at skifte din "hverdagsbluse" ud med en "fest bluse".
På den måde opnår du at
- du får brugt "festtoppen" inden den bliver umoderne
- dit outfit bliver lidt mindre kedeligt, så du kommer væk fra følelsen af at se éns ud hver dag
- din "festtop" bliver lige pludselig et meget mere økonomisk smart køb, fordi du ikke kun bruger den 1 gang
3. Vid, hvad du mangler, skriv en liste og HOLD DIG TIL DEN!
Det betyder ikke, at du helt skal holde dig fra udsalg, lagersalg og andre slagtilbud.
For der er jo stadig intet galt i at gøre en god handel!
Og du må også gerne lade dig inspirere til at prøve nye styles, tøjsnit og udtryk.
Problemet er, at hvis du køber noget, KUN fordi det er billigt, risikerer du at din garderobe lynhurtigt igen bliver fyldt med tøj og tilbehør, du aldrig får brugt - og så har du altså ikke sparet noget som helst.
Men hvis du har en "indkøbsliste" med dig, når du tager ud at shoppe, er du meget mere sikker på at komme hjem med noget, du rent faktisk får brugt.
Husk, at hvis du bruger en jakke til 1.200,00 kr. 1 gang, så koster den kr. 1.200,00 pr. gang.
Hvis du derimod bruger jakken 24 gange (1 gang om måneden i 2 år), så koster den kun kr. 50,- pr. gang!
Og så er det da sjovere at have en garderobe fuld af skønt tøj, som du elsker at have på, som samtidig giver dig en god følelse i maven OG er både smart og bæredygtigt😉