Forkæl din kropsform med de helt rigtige tøjsnit
Nej, det er ikke din krop, der er noget galt med, hvis tøjet ikke sidder godt!
Hvis du har prøvet at stå i en forretning og prøve tøj og har følt, at det ikke rigtig sad, som det skulle, selvom det havde den rigtige størrelse og du synes, at det var pænt - så er du ikke alene!
Der er masser af glæde og energi at hente i at kende din kropsform, fordi du så på forhånd kan udse dig det tøj, som med stor sandsynlighed vil klæde dig. Så du slipper for at bruge tid på at prøve tøj, som får dig til at føle dig forkert.
Derfor handler dette blogindlæg om kropsformer, og om hvilke tøjsnit, der som udgangspunkt klæder dem bedst.
Vi ser forskellige ud
Vi er alle sammen meget forskellige, og det er også meget forskelligt, hvad vi opfatter som fordele og ulemper.
Én er måske træt af sine brede hofter, mens en anden kunne tænke sig lidt flere former.
Én synes det er svært at finde tøj, der passer til hendes kurver, mens en anden føler sig drenget, fordi hun ikke er så fyldig.
Men groft sagt findes der 4 kropsformer, der skal styles forskelligt for at få et harmonisk og smukt udtryk.
I dag får du en oversigt over, hvad der klæder de forskellige kropsformer, hvilke tøjsnit, der er gode, og hvilke der ikke er så gode.
Men det er ikke ment som regler, der passer til alle - netop fordi vi er forskellige og ser forskelligt på vores krop.
Du vil måske synes, at nogle af tøjsnittene ikke passer på dig, selvom du mener, at du har fundet din kropsform. Årsagen kan nemt være, at du har nogle andre kropslige karakteristika som gør, at du ikke passer helt ind i nogle af de 4 "standard" kropsformer.
Hvis du vil vide helt præcist, hvad der klæder netop DIG, kræver det personlig og individuel vejledning.
Firkantet

Har du en firkantet kropsform, så er dine skuldre og hofter lige brede, men du har ikke den fine talje, som kendetegner timeglasformen. Du vil sandsynligvis føle, at det er svært at style dig selv, fordi du nemt kommer til at se lidt drenget ud.
Derfor skal du prøve at undgå at fremhæve den talje, du ikke har.
I stedet kan du fremhæve dine hofter med f.eks. lommer på dine bukser og nederdele, læg, plisseringer, flæser, A-snit i kjoler og nederdele.
Fremhæv også gerne dine skuldre med fine udskæringer, flæser og pynt på skuldrene.
Gode snit til firkantet:
- fremhæv skuldre og hofter
- A-snit i nederdele og kjoler
- empiresnit (dvs. snit lige under barmen) – i nogle tilfælde
Undgå:
- stramme toppe uden noget ud over
Pæreformet

Er du pæreformet, er du bredere for neden end for oven. Det gælder om at camouflere denne forskel, så du ser lige bred ud for oven og for neden.
Det er vigtigt for dig at undgå en vandret linie lige dér, hvor du er bredest (hofteskæring). Det vil trække blikket ned mod hofterne.
Vær modig, og lad være med at lade toppen hænge ud over bukserne. Stop den i stedet ned i bukserne/nederdelen og fremhæv din talje i stedet for dine hofter.
Lad jakker, cardigans og toppe stoppe enten over eller under dét sted, hvor du er bredest.
For dig vil det også være en fordel at vælge mørke underdele, som formindsker. Sæt i stedet fokus på din overkrop og vælg gerne farvede og mønstrede overdele.
Gode snit til pæreformet:
- overdele med pynt på skuldrene
- brede v-udskæringer og bådudskæringer
- bukser og kjoler med lige snit
- slå-om kjoler og toppe
- empiresnit - i nogle tilfælde
- pencilskirts
Undgå:
- hofteskæringer
Timeglas

Er du timeglasformet, betyder det at dine skuldre og hofter har samme bredde, og at du har en smal talje.
Måske synes du, at det er svært at finde smart tøj, uden at komme til at se større ud, end du i virkeligheden er.
Derfor er det vigtigt for dig at klæde dig, så din fine talje bliver fremhævet.
Gode snit til timeglasform:
- taljerede kjoler, bluser og jakker
- bælte i taljen
- slå-om-kjoler
- bukser og nederdele med lige snit
- buksedragter og kjoler, som fremhæver din fine figur
Undgå:
- for stort og løst tøj uden form
Buttet kropstype / æbleform

Tricket for dig er at skabe lodrette linjer med lange tørklæder, åbentstående cardigans og jakker i kontrastfarver, og ensfarvet tøj for oven og for neden.
Fremhæv gerne dine skuldre, barm og hofter.
Gode snit til buttet / æbleform:
- overdele, der sidder let løst til
- åbne jakker og cardigans
- empiresnit - i nogle tilfælde
- ensfarvet tøj gør højere, f.eks. sæt eller buksedragter
- lange kæder og tørklæder, der laver lodrette linjer
Undgå:
- alt for stort tøj
- bælter, med mindre de hænger på hoften
